Sundhed & miljø
Sundhed og miljø er et af Tibet Charity’s største indsatsområder. Vi driver klinikker, uddanner og aflønner hjemmesygeplejersker, der fast besøger de fattige og syge. Vi arrangerer uddannelse af sundhedspersonale og støtter andre sundhedsklinikkers arbejde - både med udstyr, vejledning og personale.
Eksempelvis har vi i flere år støttet skoleklinikken i Chauntra skolen i Bir, Nordindien. Årsagen er, at børnene her hører til de fattigste, idet de kommer fra det meget fattige Tuting område helt oppe ved grænsen. Her lever de næsten uden skolegang, uden elektricitet og uden adgang til helbredsundersøgelser eller behandling. Når de i 4-5 års alderen ankommer til Chauntra kostskole, er de fejlernærede, fulde af orm og andre parasitter, ikke-vaccinerede og helt fortabte i de nye omgivelser, hvor endog sproget er nyt.
Skolen gør et enormt arbejde for at integrere disse børn, og resultatet er imponerende: Hvert år er de dimitterende elever blandt de bedste i alle tibetanske skoler.
En af årsagerne er det store arbejde, som de skiftende hjemmesygeplejersker har ydet på klinikken, som er blevet endog meget effektivt udstyret ved hjælp af tilskud, primært fra Tibet Charity. Vores klinikker har efterhånden opnået et så godt ry, at flere rygsæksrejsende gerne ligger vejen forbi i tilfælde af sygdom, da de har hørt at det er områdets bedste sted.Tibet Charity Sundhedsklinik
Tibet Charity opretholder en permanent klinik i vores hovedbygning i McLeod Ganj i Indien. Behandlingen er gratis.
Der anvendes primært urtepræparater, vitaminer, mineraler, homøopati og andre naturlige midler. Klinikken er især vigtig for tibetanske ældre og fattige i området, der ikke er raske nok til at rejse ned til det nærmeste hospital eller ikke har råd til de medicinske omkostninger.
Der er en stor befolkningsgruppe af ældre munke og nonner i byen, som er uden basale faciliteter. De er grundet sundhedsklinikken forsynet med basal sanitet og medicinske faciliteter.
Sundhedsklinikken yder også finansiel bistand, så det er muligt for de fattige at modtage lægebehandling, operationer og hospitalsophold.Tibet Charity Hjemmesygeplejersker
Vores hjemmesygeplejersker støtter de ældre i deres hjem. De fungerer dog ofte mere som pårørende og som hjemmeplejere.
De ældre er ofte helt alene, uden nogen form for familie, og har ingen til at passe dem. De lever i ekstrem fattigdom.
Hjemmesygeplejerskerne gør alt for dem. De gør rent, vasker, køber ind, tager dem til hospitalet, tager dem ud på en gåtur, sørger for at de tager deres medicin og laver mad til dem, hvis det er nødvendigt.
I løbet af deres arbejde, støder hjemmesygeplejerskerne ofte på andre ældre, som også har brug for hjælp. Hjemmesygeplejerskerne er forpligtet til at levere den bedste og mest kvalificerede hjælp, de kan, hvilket er grunden til, at de altid undervises og oplæres i nye færdigheder.Sundhedsuddannelse
Vi afholder workshops og seminarer, der omfatter sundhedsrelaterede emner såsom førstehjælp, hiv / aids, kvinder og børns sundhed og søger for at udbrede kendskabet til rabies på lokale institutioner og klostre.
Skolernes sundhedspersonale får grundlæggende sundhedsuddannelse i anvendelsen af forbindinger, sårbehandling, medicinsk hygiejne, opgradering af klinisk udstyr, og andre sundhedsmæssige problemer.
Sundheds investering
Tibet Charity deltager løbende i forebyggende sundhedsprogrammer. F.eks. på skoler, hvor de eksisterende medicinske klinikker skal opgraderes og have nyt udstyr.
Tibet Charity støtter to steder i Chandigarh i Indien, hvor syge mennesker kan bo for et symbolsk gebyr. De, der ikke har råd til at betale, bor gratis, indtil de er kommet til hægterne igen (mens de går til behandling på hospitalerne eller efter operationer).
Den ene bygning, Sangye Menla, forvaltes af fem frivillige munke og nonner, der tager sig af administrationen samt syge mennesker. Den anden bygning drives af Tsering Dolkar. Blandt tibetanerne er hun kærligt benævnt som den tibetanske Mother Teresa.
Støtten til arbejdet kommer fra en privat sponsor i Danmark.Økologi og EM
Den tibetanske eksilregering har vedtaget, at tibetanske bosættelser skal være uden kemi, og at landbruget skal dyrkes efter økologiske principper. Endvidere er det vedtaget, at der skal anvendes Effektive Mikro-organismen (EM) i det økologiske landbrug for at give renere og større afgrøder.
Tibet Charity har været med fra begyndelsen i denne sammenhæng og har skabt en demonstrationshave i Nelamangala, tæt ved Bangalore i Sydindien.
En stor vandbeholder blev bygget, og en økologisk EM have med dyrkning af grøntsager, bomuld, vinstokke og frugt har forsynet Nelamangala’s øvrige workshops med grøntsager, og der er allerede salg af økologiske tomat- og aubergine- frø til markeder uden for Nelamangala, ligesom man har forsynet andre bosættelser med de rene frø.
Inspiration for andre tibetanske bosættelser
10 unge mennesker fra Hunsur settlement, også i Sydindien, er uddannet i Pune og vendt tilbage til deres bosættelser for at videreføre den allerede eksisterende økologiske dyrkning af grøntsager og bomuld, men med den nye brug EM.
Den økologiske EM have i Nelamangala fungerer som inspiration for tibetanere i alle bosættelser, som her kan se de fine resultater af denne teknik. Det er vores håb, at vi kan udbrede disse dyrkningsmetoder, og at vi kan uddanne mange unge til at være omrejsende EM-ingeniører, også i indiske områder. Projektet vil således iværksætte varige indtægtskilder for det tibetanske samfund, samtidigt med at det skaffer rene fødevarer til mennesker og dyr.
Undervisningen blev doneret af Verdensorganisationen for EM.
Fra affald til gødning
Affald, der flyder i gader og i naturen, er et problem overalt i de fattige lande og måske især i Indien. Det har længe været en torn i øjet på tibetanerne, og flere steder er der taget initiativer til at indsamle affaldet fra de private husstande og samle det på store områder uden for byerne. Det er dog heller ikke en løsning i det lange løb, hvis man vil undgå at fylde naturen op med spildprodukter.
Her kommer Effektive Mikroorganisme (EM) teknikken til sin ret, idet man kan forvandle affald til gødning og økologisk muld ved at oversprøjte det med EM opløsninger. I Bir, ca. halvanden times kørsel fra Dharamsala, har kommunen udlagt et tilstrækkeligt stort stykke jord til renovations plads, hvor man skal afprøve teknikken.
Stor interesse for renere byer
Foreløbigt har man opstillet egnede affaldsbøtter i byen, og man er i gang med at indprente befolkningen at aflevere deres affald dér i stedet for blot at smide det ud i rendestenen. Det går fremad, og der er stor interesse for at gøre byen renere, men man mangler stadig midler til at anskaffe en lastbil, der kan indsamle affaldet og bringe det til renovationspladsen.
Tibet Charity igangsatte projektet, der nu er overdraget til Home Department og det lokale settlement. Instruktionen i anvendelsen af EM-teknikken blev doneret af Mr. Takara Shinji, repræsentant for World EM Organization.
Adresse
C/O Gunver Juul
Hvedevænget 1
3230 Græsted
Telefontid
Onsdage kl. 10-12 på tlf. 22 40 72 30
(især vedr. sponsorater, uddannelsesprojekter og økonomi)
Vi forsøger at være på
kontoret i telefontiden,
men hvis der ikke træffes
nogen, så prøv venligst igen
– på forhånd tak.