En tibetansk livshistorie på ondt og godt
Af Charlotte Rosenberg Ishøy
Hans Hellighed Dalai Lama har sin hjemlige residens i Dharamsala. På samme bjergside som H.H. Dalai Lamas kloster - få hundrede meter længere nede - ligger „Old People’s Home“. Det er et plejehjem for tibetanske ældre. De ældre har alle til fælles, at de ingen familie har til at forsørge dem. Én af disse ældre er Jamyang Tashi, tidligere sikkerhedsvagt for H.H. Dalai Lama.
Sikkerhedsvagt i Lhasa
Jamyang Tashi blev født i Tibet i slutningen af 1930’erne. Han voksede op med fire brødre og en søster, hvor Jamyang var den yngste i søskendeflokken. Da Jamyang blev 18 år, drog han alene af sted til Tibets hovedstad Lhasa. Her tjente han til dagens brød ved at arbejde i en lille forretning. Efter et par år fik han job som sikkerhedsvagt for Hans Hellighed Dalai Lama. Mange af Jamyangs jævnaldrende blev ligeledes sikkerhedsvagter, på grund af tiltagende politiske spændinger og uroligheder i landet. Det var i tiden op til, at Kina foretog deres invasion af Tibet.
Flugten til Indien
Der gik tre dage, før det tibetanske folk og de fleste af sikkerhedspersonalet fandt ud af, at H.H. Dalai Lama var flygtet. Efter at Jamyang havde sundet sig ovenpå den triste nyhed, meldte han sig ind i den tibetanske hær sammen med mange af de andre sikkerhedsvagter. Deres langsigtede plan var at søge sikkerhed i Indien. Mens de kæmpede deres vej til Indien, kom de først til Bhutan. Da de nåede i sikkerhed i Bhutan, indleverede de alle deres våben til Bhutans regering. Derfra kom de endelig til Indien, landet hvor deres elskede leder, H.H. Dalai Lama opholdt sig.
Opbygning af de første tibetanske flygtningesamfund
I de næstfølgende måneder sørgede den indiske regering for, at de som flygtninge fik mad og tøj. Jamyang og andre mænd blev derefter sendt ud for at lave vejarbejde, som var meget fysisk opslidende.
I 1962 fik Jamyang mulighed for at komme i audiens hos H.H. Dalai Lama. Han fik blandt andet at vide, at den indiske regering havde givet den tibetanske eksilregering noget udyrket land. Jamyang tilbød at hjælpe med til at etablere de første tibetanske settlements. I to år huggede han træ i skoven, og hjalp med til at bygge huse. Jorden var heldigvis meget frugtbar, så Jamyang lærte både at dyrke ris og bomuld. Ris kunne holde den værste sult for døren og bomulden lærte han at lave tæpper af, som han kunne sælge for nogle skillinger på markedet.
Ramt af tuberkulose
I midten af 1960’erne blev Jamyang sendt til den indiske hær som sikkerhedsvagt. Det var han meget glad for på daværende tidspunkt, da han sammen med inderne skulle kæmpe mod kineserne. Han måtte dog senere forlade militæret, da han blev alvorlig syg af tuberkulose. Så snart han troede sygdommen var ovre, kom den tilbage igen, hvilket skete tre gange. Til trods for at Jamyang til sidst fik bugt med tuberkulosen, havde det svækket hans helbred så meget, at han efterfølgende ikke mere har kunnet påtage sig et arbejde.
Besøg hos familie i Tibet
Jamyang var meget ked af at måtte efterlade sine slægtninge i Tibet. I 1994 søgte han derfor om at få et pas, så han kunne tage tilbage til Tibet og besøge sin familie. Han søgte om pas hos den kinesiske ambassade i Delhi. Her fik Jamyang af vide, at han skulle betale 10.000 rupees (hvilket svarer til omtrent et halvt års løn for en ufaglært i Indien) i bestikkelse for at få de nødvendige rejsedokumenter til Tibet. Jamyang levede af en lille pension fra militæret. Han brugte disse penge for at kunne få et pas og rejse til Tibet. Her blev han endelig genforenet med de personer, der var tilbage af sin familie.
Karma som årsag til „tragedie“
Jamyang fandt ud af, at hans to ældste brødre begge var blevet dræbt af kineserne. Han har været meget ked af hans brødres død, men samtidigt har han en fuld og fast tro på, at det var brødrenes karma, der var årsag til deres død. ”Det er ligesom i naturen, hvor det er de store fisk, der spiser de små fisk! Det er vores tidligere handlinger, der bestemmer hvad der sker i vores liv. Ligesom mange andre tibetanere blev dræbt i disse år, således gjaldt det også mine brødre”.
Jamyangs familie levede under trange fattige kår sammen med størstedelen af andre tibetanere i Tibet. Specielt hans ældste søsters familie var meget fattig. Jamyang tilbragte fem måneder i Tibet for at hjælpe sin familie. Al hans opsparing fra hæren blev brugt til denne tur og til at hjælpe sin søster. Da han kom tilbage til Indien, havde Jamyang ikke selv en krone på lommen. Hans helbred var blevet forværret, så hans eneste udvej var at søge den tibetanske eksilregering om hjælp. Heldet var med ham, hvor han fik plads i ’Old Peoples Home’ i Dharamsala. Dette var kun muligt takket være sponsorater fra udlandet.
Karma som årsag til „lykke“
Jamyang er meget glad og dybt taknemmelig for at bo på ’Old Peoples Home’. For første gang i sit liv behøver Jamyang ikke at bekymre sig om at finde mad, have et tag over hovedet eller at få medicin. Han kan i stedet bruge al sin tid på at bede bønner. Her har han specielt sine sponsorer med i sine bønner.
Jamyang har ændret meget opfattelse fra han var yngre og nu på sine ældre dage. Før tænkte han ikke så meget på syndefulde handlinger. Men det gør han nu efter at været blevet gammel. Han tænker mere over karmiske handlinger, hvor han bestræber sig på at udfylde sine dage med gavnlige handlinger og ønskebønner. Hans liv er ved at være nået til en ende, så angsten har knap sig meget rodfæste i ham - kun angsten for at begå syndefulde handlinger.
Jamyang prøver at leve i nuet, og ikke tænke for meget over noget bestemt fra sit liv. Hvis der er to ønsker, han kunne få opfyldt, vil det være; at Tibet vil blive et frit land igen og at Hans Hellighed Dalai Lama må leve et langt liv.
Jamyang livshistorie kan også opleves i dokumentarfilmen: „En Vej til Indre Fred“.