1997: Organisationen stiftes på initiativ af T.D. Lakha Lama den 13. august. Allerede i september måned samme år arrangeres „Tibet uge“ i København, hvor 12 munke fra Nepal laver sandmandala og smørskulpturer på Nationalmuseet og optræder med Cham-dans i Cirkusbygningen. Projektet var planlagt i Committe for World Peace-regi, som Tibet Charity udsprang af.
Efter et par år bliver Tibet Charity’s virke delt op i indsatsområderne: Sundhed og miljø, Uddannelse, Sociale projekter og Self-sustainable business samt personlige Sponsorater.
1998: Den 10. december markeres FN’s menneskerettighedsdag ved at tænde 10.000 lys rundt om Peblingesøen i København. Træerne om søen udsmykkes med Japanske tempelklokker, og et festfyrværkeri oplyser aftenen.
1999: Tibet Charity fejrer medlem nr. 500, hvilket gjorde foreningen fradragsberettiget. Desuden bliver projekt „Giv en ko“ en succes, og foreningens medlemmer donerer over 20 malkekøer til tibetanere i Indien og Nepal.
2000: Medlemstallet er nu oppe på 1.000 medlemmer. Tibet Charity er medarrangør ved H.H. Dalai Lamas besøg i Danmark, der arrangeres af Center for Konfliktløsning og Committee for World Peace.
Tibet Charity arrangerer en stor velgørenhedskoncert i Cirkusbygningen i København.
2001: Det første dyrlægeprojekt gennemføres i Mundgod i Sydindien, hvor 300 gadehunde modtager behandling under primitive forhold.
2002: Tibet Charity inviterer seks unge tibetanere fra et ungdomscenter i Nepal til Danmark, hvor de kommer i praktik i danske virksomheder inden for computergrafik og tøj design.
2003: Tibet Charity arrangerer H.H. Dalai Lamas besøg i Danmark med fem dages buddhistiske belæringer. Besøget giver et overskud på 2.254.789 kr. til gavn for mange tusinde tibetanere i Indien, Nepal og Tibet.
2004: Et tidligere fem etagers hotel bliver til Tibet Charity’s hus i Dharamsala i Indien. Huset anvendes som uddannelsescenter, klinik for mennesker og dyr samt som lokalkontor for organisationens projekter i Indien. Sundhedsklinikken ledes af Tibet Charity’s fastansatte sygeplejerske samt bestyrelsesmedlem Gunver Juul, der altid tager fat på behandlingen af tibetanske flygtninge, når hun er i Indien. Danske og svenske dyrlæger skiftes til at tage sig af hunde og katte, der foregår på en lille veterinærklinik i huset.
2005: DR’s koncertsal danner rammen om en koncert i anledning af H.H. Dalai Lamas 70 års fødselsdag. Tibet Charity’s formand Lakha Lama og hans kone Pia rejser til Tibet og udbetaler støtte til uddannelsesprojekter i Batang.
2006: Tibet Charity’s femte indsatsområde „Projekter i Tibet“ realiseres. Tibet Charity arrangerer desuden uddannelse af tibetanske hjemmesygeplejersker i Dharamsala i Indien.
Efter en række succesfulde lærerseminarer i tibetanske skoler i praktisk fysik og kemi i Dharamsala, besluttes at udbrede ideen til samtlige skoler i Indien. Seminarer følger i Sydindien, Sikkim, Mousoorie og Ladakh. Formålet er at styrke naturvidenskabelige fag og evalueres med topkarakterer. Danske frivillige med stor erfaring står for undervisningen.
2007: Med hjælp fra en privat, svensk sponsor bygger Tibet Charity et børnehjem for forældreløse tibetanske børn i Nepal. Desuden doneres 7.000 børnebøger på tibetansk til skoler i Østtibet. Det er første gang H.C. Andersens eventyr om Tommelise udgives på tibetansk, og første gang børnene i Tibet får adgang til vesterlandsk børnelitteratur på deres modersmål.
2008: Det første hold lokale hjemmesygeplejersker (home nurser) etableres. De bidrager med førstehjælp, sårbehandling, alm. sygepleje og fødselsforberedelse, ældre pleje samt oplysning om hygiejne og kost.
2009: Tibet Charity arrangerer H.H. Dalai Lamas besøg i Danmark med flere dages workshop og seminar i Bella Centret om buddhismen, heriblandt mindfullness og fred gennem indre fred.
Med støtte fra Brigitte Bardot Fonden oprettes i foråret det første dyrehospital, der - ifølge indiske aviser - er det bedste i hele Nordindien.
2011: HH Dalai Lama i København 18. april. Mindfullness 7 Point Mind Training og What Life is all About.
2012: Færdigt tibetansk plejehjemsbyggeri i Swayambhu.
Den tibetanske Operatrup i Kathmandhu får afgørende støtte.
2013: Tibet Charitys uddannelse i engelsk og computer godkendt af det indiske undervisningsministerium.
Blodbank oprettes af Tibet Charity India.
2014: I de områder, hvor Tibet Charity er aktiv med dyrevelfærd, er det lykkes os at udrydde rabies. Vi har i år fået akkreditering til åben uddannelse af voksne, som giver vores elever adgang til at fortsætte deres videreuddannelse i Indien på lige fod med andre studerende.
2015: Det er i år endelig lykkedes at bringe sundhedsprojekterne til nomaderne. Et af årets højdepunkter er også den indsamlede støtte til nepaleserne efter jordskælvene; en hjælp til genopbygning, der stadig er igang. Samt det glædelige, at vores tibetanske ansatte i Nepal går forrest i det konkrete, praktiske hjælpearbejde.
2016: Tibet Charity modtager den indiske pris "Enestående udøvelse af socialt arbejde 2016."
Tibet Charity modtager i Indien for 2. gang i år en pris i Indien for enestående udøvelse af socialt arbejde i tjeneste i lokalsamfundet. Vi har fået vores egen fundraisingperson, der varetager, at vi kan få økonomisk støtte fra nye fonde og kredse. Foreningens kommunikationsgruppe er i stor vækst, såvel i sammensætning, kompetencer og muligheder.
2017: Tibet Charity fejrer 20 års tro tjeneste med et herligt jubilæums event i Phendeling, København. Venner, medlemmer og diverse støtter mødte op til en dejlig fejring af 20 års arbejde for tibetanerne og et stort indsamlingsoverskud fra eventen bruges til et skoleprojekt.
2018: Tibet Charity har stor succes med at føre de unge tibetanere frem til videregående uddannelsesinstitutioner. Blodbankprojektet udvides med stadig flere frivillige donorer og fortsætter sit nyttige virke med succes. En dansk filmhold tager til Dharamsala og skaber sammen med det danske kontor og en række frivillige en fin dokumentarfilm om Tibet Charitys arbejde.
2019: En større delegation af frivillige rejser til Dharamsala for at yde en større indsats og målrettet støtte til Tibet Charitys indiske kontor og virke. Med på rejsen var et fantastisk team af mennesker med store hjerter. Alle bidrog med hvad de havde at give (lægehjælp til dyr og mennesker, psykolog assistance, undervisning i engelsk, kultur og førstehjælp samt ekspertise i NGO arbejde). Det gode arbejde fortsatte efterfølgende fra Danmark med indsamlinger og oplysning om hvor vigtigt det er at støtte og bevare den tibetanske kultur.
2020: Nedlukninger på grund af Covid-19 trækker lange spor af ulykker efter sig, også for de tibetanske flygtninge i Indien og Nepal. Nu hvor bl.a. skolerne er lukkede, har forældrene hele forsørgelsen af børnene, og det skaber problemer - især for de enlige mødre og fædre. Før i tiden fik børnene både morgenmad og frokost i skolen, men nu hviler alle måltider på forældrene, der samtidigt har lavere indtægt, også på grund af nedlukningerne. Vi kæmper fra Danmark for at få hjælpen frem til alle, der har brug for Tibet Charity i de områder, vi kan komme frem til. Der gives ekstra store donationer fra sponsorer og frivillige til arbejdet med at hjælpe under nye udfordringer.
2022: H.H. Dalai Lama sender følgende besked: There is a need for greater warm-heartedness and compassion. We are now so interdependent that it is in our own interest to take the whole of humanity into account. It is clear that real hope lies with the generation who belong to the 21st century. If they start now to learn from the past and shape a different future, by later this century the world can be a happier, more peaceful place.
2023: Tibet Charity har rejst sig efter hårde år med nedelukninger i Indien og Nepal, hvor vi har måtte være særligt innovative for at finde løsninger og med hjælp fra blandt andet et kloster i Nepal, som via lokale munke kunne få hjælpen frem til de familier, som har måtte klare sig uden arbejde, og den mad som deres børn normalt fik på skolerne. Projekterne fortsætter nu igen som før nedlukningerne.
2024: Tibet Charity modtager stor anerkendelse fra Animal Welfare Board of India under den indiske regering. Vi er den eneste NGO i området, som modtager sådan en anderkendelse. Dertil er vi udvalgt blandt mange andre NGO’er til at gennemføre et omfattende præventionsprogram for dyr i hele regionen. Dette betyder også midler dækket til disse opgaver bliver dækket af den indiske regering for hvert dyr, vi behandler.