Af Klaus Löhrer, 2009
De fleste tibetanere man møder i Kathmandu får et drømmende blik i øjnene, når snakken falder på Dharamsala og Indien. Det skyldes nok - ikke mindst det faktum, at det er dér deres højtelskede Dalai Lama er bosat. Men, i løbet af de seneste 10 års tid, har deres idealisering af Indien også fået næring andet steds fra - nemlig fra det simple faktum, at mange forhold i Kathmandu efterhånden fungerer så dårligt, at det kan blive meget besværligt, at få selv de elementære ting i livet til at hænge sammen.
Man kan ikke beskylde ret mange af de mennesker, der er bosat i Nepal for at være tilvante med en velfungerende infrastruktur. Når der kun er strøm i 2x4 timer i døgnet og drikkevand i 3-4 timer ét par gange om ugen, så kan det få selv de mest nøjsomme til at ønske sig andre steder hen.
Jeg var i Kathmandu i 3 måneder fra februar til maj i år (2009) og kunne ved selvsyn konstatere de mangelfulde forhold, og her følger en lille beretning om tingenes tilstand.
Vandforsyning
Det første og største problem for alle, var manglen på vand, og da Kathmandu får det meste af sin strøm fra vandkraft, så følger manglen på strøm som en del af det basale. Nepal har, ligesom Indien, et typisk monsun-klima, hvilket bevirker, at små 90 % af den årlige nedbør normalt falder fra maj t.o.m. september - resten af året står den mest på tørt og forholdsvis varmt vejr. I år var ingen undtagelse, bortset fra at vinteren havde været både tørrere og varmere end normalt, med det resultat, at de fleste floder i Kathmandu dalen var et meget sørgeligt syn.
Grundlæggende findes der to slags vandforsyning i Kathmandu. Den ene er den offentlige, som består af flodvand der kommer fra bjergene og som kan bruges som drikkevand, når det er blevet renset. Den anden er det grundvand, som man selv skal pumpe op fra undergrunden. I modsætning til Danmark, så har dette vand en rigtig dårlig kvalitet og er uegnet som drikkevand, hvis man ikke selv renser det.
Almindeligvis er forholdene i Kathmandu således, at de, der har råd til at investere i de nødvendige anlæg, som regel også har vand nok og således ikke mærker synderligt meget til vandmanglen. Det hus jeg boede i havde f. eks. flere store tanke, som blev fyldt op når der kom rent vand og strøm til igen at drive pumpen.
En anden mulighed er, at man har sin egen grundvandsboring og et filtersystem stående på taget, så man er uafhængig af den offentlige vandforsyning. Det eneste problem ved denne løsning er, at når der i forvejen er vandmangel og der er mange der bruger den, så falder grundvandsspejlet så man er nødt til at bore endnu dybere for at få en sikker forsyning.
Tibetansk bosættelse
I udkanten af Kathmandu ligger den tibetanske bosættelse Jorpati Kampacamp, hvor Tibet Charity’s Youth Center (TCYC) og børnehjem ligger. Her lod jeg mig fortælle, at omkring halvdelen af beboerne - dem der har haft råd til det - havde deres egen vandforsyning i en eller anden form, og dermed ikke mærkede vandkrisen synderligt. Resten - herunder de af TC's ansatte som bor i campen - er afhængige af campens vandforsyning. Denne vandforsyning er også todelt. Der er en forholdsvis ny bygning (vistnok delvis sponsoreret af TC) med tappehaner og bad, som får sit vand fra sin egen grundvandsboring. Denne vandforsyning har ikke noget filtersystem, hvilket gør, at det ikke er egnet til drikkevand, men kun til vask mv. Endvidere ligger der også en drikkevandsstation i campen, som bliver forsynet via den offentlige drikkevandsforsyning, og i de gode perioder kan man så hente sit drikkevand herfra.
I starten af mit ophold havde de vand i drikkevandstationen et par gange om ugen, men siden Losar (24/2) var der intet drikkevand, og alle campens beboere var således henvist til at købe drikkevand på store flasker, hvilket kunne give en negativ belastning i husholdningsbudgettet hos en almindelig familie bestående af 2 voksne og 2 børn. Den vandstation, der får vand fra en grundvandsboring var ligeledes begrænset til kun at kunne give vand 2 gange om ugen, da grundvandsforsyningen også var knap. Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at der var ’run’ på badefaciliteterne, når der så endelig var vand.
Som en lille sidebemærkning kan det nævnes, at Tibet Charity’s børnehjem, som ligger lige ved siden af TCYC og de TC-ansattes bolig, havde en fin vandforsyning det meste af tiden. Så vidt jeg forstod situationen, så var de i kraft af at være børnehjem, ikke underlagt de samme restriktioner for vandforsyning som resten af offentligheden. De folk i campen, som tilfældigvis havde pårørende, der arbejdede på stedet eller på anden måde havde tilknytning til stedet, kunne få lov at benytte de sanitære faciliteter med måde.
I lighed med de andre indbyggere i Kathmandu er det ikke tilfældet at beboerne i Jorpati ligefrem tørster. De fleste klarer sig igennem dagen og finder forskellige smutveje til at skaffe sig vand på, men der skal bruges både tid og energi, hvis hverdagen skal fungere bare nogenlunde normalt.
Strømforsyning
Et andet stort problem i området er manglen på strøm. Jeg lod mig fortælle, at det startede i det små for et par år siden, hvor myndighederne indførte "loadshedding" - dvs. skemalagte
strømafbrydelser for at spare på strømmen. I begyndelsen var det kun et par timer om ugen, men i løbet af sidste vinter var det blevet til, at der kun var strøm á 2x4 timer i døgnet. Da forbløffende meget arbejde stadig bliver lavet ved håndkraft i Kathmandu, kørte livet ubemærket forbi for de fleste. Men på de områder, hvor der var brug for strømmen – ect. internetcafeer, guesthouses, og ikke mindst alle de vandpumper og boringer, der skulle afhjælpe vandmanglen – var det svært at tackle den svære situation.
Også på dette område havde de personer, der havde råd til det, mestendels de mange store klostre, guesthouses og godt beliggende forretninger, truffet deres forholdsregler. De mest populære løsninger var selvfølgelig at anskaffe sig en generator, som stod og larmede og osede når der ikke var strøm. En anden populær løsning, for dem der bare havde brug for strøm til belysning om aftenen, var et bil-batteri og et par el-sparepærer.
I TCYC gav strømmanglen specielt problemer, da centerets flagskib er den ellers udmærkede computerundervisning, som foregår på stedet (engelskundervisning og skrædderværksted funger stadig efter naturmetoden og var ikke synderligt påvirket af denne situation). Centeret har anskaffet en batteribank som har hjulpet dem til at klare skærene frem til i vinter, hvor loadsheddingen (strømafbrydelserne) ikke var på mere end et par timer om dagen, men under forhold, hvor der kun var strøm i 2x4 timer i døgnet, kunne den simpelthen ikke følge med, når der skulle køres op til 10 computere i op til 8 timer pr dag. Dette bevirkede selvfølgelig, at selvom eleverne ellers fik en rigtig udmærket undervisning, så havde de ikke mulighed for at øve sig i de ting de havde lært, og derfor blev det samlede udbytte af undervisningen kraftigt reduceret.
Hvordan er det kommet så vidt?
Jeg var vist ikke den eneste vesterlænding, der stiller sig selv det obligatoriske spørgsmål "hvordan er det kommet så vidt?", og svarene som kommer fra dem der spørger, er vist lige så forskellige som folks politiske observans. Nogle henviser mest til klimaforandringer og tørke, andre giver magthavernes ineffektivitet skylden, og atter andre har helt tredje forklaringer på problemerne. Det synes dog rimeligt åbenlyst, at Nepal ikke just er kendt for politisk stabilitet og effektivitet, og et gennemgående træk i Nepals nyere historie, har da også været stridigheder mellem forskellige grupperinger om at komme til magten.
En fyr jeg mødte til en fest beskrev situationen meget godt med følgende bemærkning: "I Nepal har vi en økonomisk vækst på 8 %, men stadig ingen forfatning". Sagt med andre ord; Nepal har oplevet en næsten lige så stor økonomisk vækst som resten af regionen, i forhold til moderne livsførelse og øget forbrug, og mange "gamle" Kathmandu-kendere siger da også åbent, at dalen ikke er til at kende igen. Huse skyder op overalt, affaldet hober sig op og forureningen talrige nye biler og industrier ligger som en dyne over dalen. I løbet af hele dette opsving har de forskellige magthavere brugt en masse energi på at slås om magten, men infrastrukturen har ikke fulgt med. Således skal der, i den nuværende situation, ikke ret meget tørke til at vippe forsyningsnettet af pinden. For god ordens skyld skal det dog nævnes, at kort efter jeg tog derfra begyndte regntiden, og strømmen er tilbage på "fuld" tid.
Politiske vinde blæser fra Kina
For tibetanerne kommer det oven i hatten at den politiske stemning, med bl.a. en maoistisk regering, der ikke er specielt venligt stemt overfor dem for tiden. Maoisterne kan jo nærmest pr. definition ikke lide de bedrestillede og tibetanerne - og i den periode jeg var der, var de meget interesserede i at tækkes Kina, og var f.eks. ikke indstillet på at lade tibetanerne skabe opmærksomhed om deres sag på samme måde som det skete sidste år. Det mest synlige bevis på dette var de nepalesiske politipatruljer i kampuniform, som dagligt patruljerede rundt i de tibetanske områder i stadig større antal, særligt op til og omkring de tibetanske mærkedage.
Beboerne i Jorpati meldte også om civilklædte betjente, som rendte rundt og belurede dem fra tid til anden, og dagen før 50-års dagen for opstanden i Lhasa, havde Jorpati Kampacamp besøg af et massivt opbud af uniformerede betjente, som var kommet for at arrestere Dakpa Tenzin (den tidligere leder af TCYC). De var også meget interesserede i centret, men da Dakpa Tenzin jo er flyttet til USA, måtte de tage hjem med uforrettet sag og en lang næse. Til gengæld var der vedholdende rygter om at ca. 40 tibetanere, som var aktive i sidste års optøjer, blev arresteret præventivt for at forhindre lignende optøjer i år.
På rygteplanet hører man også stadig historier om at maoistiske grupper dukker op hos bl.a. bedrestillede folk, velfungerende virksomheder og tibetanske bosættelser og beder om "donationer". Disse donationer minder mest af alt om beskyttelsespenge, og der gik tilmed saftige historier om hvordan folk, som havde nægtet at betale, fik grundige tæv eller blev ramt af alskens ulykker. Hvis noget positivt skal nævnes i denne sammenhæng, så må det være, at selvom disse triste handlinger fortsat synes at forekomme, så lader det dog til, at det ikke er så ’slemt’ som før maoisterne kom i regeringen.
Juridisk tomrum
I "gamle dage" var der ikke den store forskel på den indiske og den nepalesiske regerings attitude til tibetanerne. I lighed med tibetanerne i Indien ligger de fleste tibetanske bosættelser på jorde, som de i sin tid fik stillet gratis til rådighed af den nepalesiske regering.
I takt med Kinas opblomstring har de nepalesiske magthavere været nødt til at gå den svære balancegang mellem at holde sig tro mod idealerne og mange nepaleseres sympati med tibetanerne, og samtidig undgå at lægge sig ud med den store nabo mod nord. Dette har bevirket, at de fleste tibetanere bosat i Nepal befinder sig i et underligt juridisk vakuum. De bor og lever rundt omkring i deres bosættelser, og ser ud til at trives nogenlunde. De har gode forretninger og store klostre, som trækker en masse turister til, og så længe de ikke laver ’ballade’, så ser der ikke ud til at fungere på rimelig vis.
På den anden side, så er det meget svært for dem at opnå en legal status, som giver dem rettigheder de kan falde tilbage på, hvis tiderne skulle skifte, eller de på en eller anden måde skulle falde i unåde blandt naboerne. Dette gør det svært for mange at etablere sig ordentligt og få startet eller videreudviklet egentlige virksomheder.
Alt i alt har de tibetanere, der er bosat i Kathmandu mange forskellige forhold imod sig for tiden. Der er ikke tale om egentlig forfølgelse eller undertrykkelse, men summen af alle de faktorer, som gør livet svært at leve, gør at man ikke kan fortænke dem i at ønske sig andre steder hen. Indien og Dharamsala er selvfølgelig højt rangeret på deres ønskeliste, men jeg mødte sågar folk, der seriøst overvejede at tage tilbage til Tibet - "Dér skal man heller ikke snakke for højt om, hvad man mener, men de kan i det mindste få tingene til at fungere" var der én, der sagde til mig...