Af Peter & Sine Hallum, oktober 2004
Vi har hørt et sted, at Tibets skattesystem før 1949 var organiseret efter det princip, at man kunne betale skat i naturalier. Praktisk i et samfund med begrænset pengeøkonomi. Men også lidt sødt at en bonde med nogle gode pilehegn omkring sine marker kunne afregne i pil, mens en nomade med masser af får kunne afregne i lam. Hvis man slet intet ejede, var det muligt at betale skatten i form af en mængde fremsagte bønner for det ene eller det andet.
Vi har gennem årene modtaget en masse forskellige private bidrag til diverse hjælpeprojekter i Himalaya. Nogle har givet en flot pengeseddel, nogle har givet bøger, nogle har givet medicin, nogle har givet deres tid. Alle efter evne.
Pudsige sendinger er det blevet til. Et år lykkedes det os at føre et 1.5 meter højt kiwi-træ til Nepal i en kuffert. Det var tyndt, men bøjeligt og rettede sig hurtigt ud, da det blev taget ud af kufferten.
På vores seneste besøg på skolerne i Chauntra og Bhuntar i Nordindien medbragte vi en særlig donation: 150 par hjemmestrikkede sokker.
En ung sygeplejerske, Malene, arbejdede i foråret 2003 som frivillig på klinikken i Chauntra. Ca. 2 timer fra Dharamsala. Hendes store ildhu smittede af, da hun kom hjem, og flere spurgte hvordan de kunne hjælpe. Malene havde bemærket, hvor koldt det var om natten. Så hun foreslog sin mor at strikke uldsokker. Malenes mor, Grete Jensen, har siden sammen med en veninde strikket flere sendinger, der allerede er sendt af sted.
Vi bar i August 2004 de næste 150 par ud. De fyldte det meste af en kuffert og vakte som de tidligere sendinger stor glæde på skolerne, hvor de blev fordelt. Både lærere og elever kunne se, at dette var GUF for vinterkolde fødder. Og de varmer jo ikke mindre af, at der er lagt mange timers arbejde i strikningen.
Vi har på en morgensamling forklaret børnene, at sokkerne ikke er til fodboldkampe i strømpesokker, men til at sove i. Det var de helt med på.
Dette indlæg er ikke en invitation til, at alle læsere af dette blad skal begynde at strikke sokker og sende dem til os. Vi kan nemt begraves i sokker og selv uden Tibet Charity medlemmer der sender os sokker, ville en orangutang afgjort blive misundelig, hvis den så vores armlængde, når vi slæber sendinger ud i lufthavnen.
Lakha Lama har i flere omgange udtrykt, at der altid er et eller andet nyttigt, man kan bidrage med. Det kan en sending sokker som denne jo minde én om.
Nogle strikker sokker, nogle slæber tunge kufferter med sokker og tøj, nogle sætter et fantastisk Phendeling-center op midt i København, nogle yder en kæmpeindsats for Dharamsala's gadehunde. Det kunne næsten minde en smule om det nævnte tibetanske skattesystem, hvor man yder det, man nu har mulighed for.
Lad os afslutte med at besvare et spørgsmål, som vi fra tid til anden møder: Nytter det nu noget med den slags sendinger – det være sig sokker eller andet?
Det kan vi bekræfte. Ét par uldsokker til ét barn, der med det fryser mindre i vinternatten, gør en forskel.
Der er langt op til 400 par hjemmestrikkede sokker, så alle får. Men man må jo starte et sted. Til gengæld er det vores erfaring, at udover den direkte virkning har den håndlavede og håndbårne donation et psykologisk aspekt, som ikke må undervurderes. Når vi kommer med den slags kan såvel skole-stab som elever se, at der er lagt liv, sjæl og hjerteblod i støtten til dem. De forstår for alvor, at de har venner i det fjerne land Danmark. Og med gode venner i ryggen kan man jo som bekendt klare alt.