Af Juliet Christensen, 2008
Lobsang er midt i trediverne, var tidligere munk og bosat i Dhramsala. I dag er han dansk statsborger og fortæller her om sit liv og arbejde i Danmark med dansk hustru og tre børn.
Mennesker mødes og venskaber opstår. Somme tider udvikles disse, og i forvandlingen fyldes hjertet af dybere følelser ... kærlighed opstår ... den kærlighed, som kan få mennesker til at bosætte sig på den anden side af jorden, blot for at kunne være sammen med sin udkårne ... den kærlighed, som kan få mennesker til at ændre livsbane og skifte identitet.
Som så mange andre danskere, havde en ung dansk kvinde valgt at tilbringe nogle år i et andet land, bl.a. for at fordybe sig i og opleve en fremmed kultur. Charlotte havde fra sin barndom være optaget af buddhismen og var derfor taget til Indien for at leve og integrere sig i denne på mange områder, anderledes kultur – i forhold til det „trygge“ Danmark. Under et seminar på et af de mange tibetansk buddhistiske klostre i Dhramsala mødte hun Lobsang, som boede i klosteret og levede som en engageret, religiøs tibetansk-buddhistisk munk.
Fra venskab til kærlighed
Lobsang og Charlotte oplevede, at der i deres venskab opstod en fælles interesse omkring det åndelige aspekt i den buddhistiske trosretning. Deres relation til hinanden udviklede sig, og de blev hurtigt gode og nære venner. Dybe og fortrolige samtaler styrkede deres venskabelige forhold, men efter 2 års venskab måtte de begge se i øjnene, at de ikke kun havde venskabelige følelser for hinanden. Lobsang måtte tage sit liv op til revision. Kærligheden til Charlotte fyldte hans hjerte, og han blev klar over, at han ikke mere kunne leve som munk. Han afsluttede sit virke og sin funktion på klosteret. Lobsang valgte at gå den vej, hvor han kunne leve sammen med sin store kærlighed. En kvinde, som på imponerende vis formåede at lære både at læse, skrive og tale tibetansk i de forholdsvis få år, hun boede i Indien.
Mødet med Danmark
Charlotte og Lobsang flyttede sammen som par, giftede sig og blev året efter forældre til deres første datter. Den lille familie flyttede til Charlottes fødeland Danmark, og danske venner tilbød familien, at de kunne bo på deres økologiske gård i nærheden af Slagelse.
Lobsang havde som barn arbejdet i marken, og det faldt ham derfor naturligt at arbejde som landmand – i hvert tilfælde i starten. Men efter kort tid fyldte oplevelsen negativt, fordi han ikke kunne kommunikere med sine nye venner og medmennesker. Dette påvirkede Lobsang i en sådan grad, at han aktivt og målrettet påbegyndte arbejdet med at lære det danske sprog.
Arbejdet som landmand var ikke tilstrækkeligt, der skulle føjes noget mere ’meningsfyldt’ ind i hans arbejde. Han havde tydeligvis brug for at kunne ’hjælpe og vejlede’ – kort sagt, gøre en forskel for sine medmennesker. Når man som menneske kan bruge sin personlige overbevisning og sit eget livssyn i samspillet med andre og lade dette værdifulde komme til udtryk i hhv. samtalen, dialogen og det sociale samvær, så opstår der givetvis noget af stor betydning.
Lærte dansk af børnene
Efter 2 år på sprogskole, sideløbende med at familien var flyttet til en lejlighed i udkanten af København, kom deres datter nummer 2 til verden. Lobsang valgte at holde barselsorlov med deres nyfødte datter, og samtidig gjorde han alt, hvad der stod i hans magt, for at mestre det danske sprog. Udover sprogskolens bøger, så lærte Lobsang også det danske sprog, bl.a ved at læse børnebøger og senere ved løbende at øge sværhedsgraden i teksterne. En metode han i øvrigt vil anbefale til andre, som skal lære dansk.
Efter et par år i Danmark var Lobsang sikker i både at formulere og udtrykke sig på dansk og i forståelsen af det danske sprog. Han sendte sin første jobansøgning af sted til en integreret børneinstitution og blev ansat som pædagogmedhjælper med det samme.
Når Lobsang i dag fortæller om sine første år i Danmark, så taler han med stor begejstring om den tid, hvor han arbejdede med børnene på sin første arbejdsplads i vuggestuen/børnehaven. Lobsang har en taknemmelighed overfor de børn, som dengang var med til at lære ham mere om sproget, end det er muligt at lære i bøger.
- Børn er så ærlige og ligefremme, og de fortæller, hvis man udtaler et ord eller en sætning forkert, og det gode er, at så kan man lære af sine fejl og dermed blive bedre. Med voksne er det anderledes, de kunne ikke drømme om at fortælle, hvis man udtaler et ord eller en vending ukorrekt, det vil være lidt pinligt set med deres øjne, siger Lobsang.
Hans elever i børnehaveklassen skal nok give ham besked, hvis han laver en grammatisk fejl – det hører vist efterhånden til sjældenhederne.
- Børn er de bedste lærermestre, man kan forstille sig, og skal man lære et nyt sprog, så skal man bare få sig et job i en børnehave. Så får man de bedste forudsætninger man kan forestille sig, siger Lobsang og smiler varmt. Et smil, som altid møder både børn og voksne, når han står klar i klassen hver morgen, klar til at byde dagen og eleverne velkommen! En ubeskrivelig ro og positivitet strømmer altid fra hans væsen, og det nærvær og overskud, som han på en eller anden måde altid er i besiddelse af, gør at børnene føler sig trygge og tillidsfulde.
Rudolf Steiner pædagogik og buddhismen
I dag arbejder Lobsang som assistent i børnehaveklassen på en Rudolf Steiner skole – Michael Skolen i Hjortespring i udkanten af København. Han og Charlotte, der også har fået en dreng tilført familien, stod for nogle år siden overfor at skulle vælge og beslutte, hvor deres børn skulle gå i skole.
De undersøgte flere skoler, men da de fik kendskab til Michael Skolen, der bygger på Rudolf Steiners pædagogiske principper, var de ikke i tvivl om, at den var det rette sted for deres børn. For 3 år siden, da den nuværende børnehaveklasseleder skulle ansætte en assistent til klassen, var hun meget interesseret i at ansætte Lobsang, som på daværende tidspunkt blot var far til sine børn på skolen. Det var en stor beslutning for Lobsang at sige ja, da han var glad for at arbejde i den integrerede institution. Men ved nærmere eftertanke var han dog ikke i tvivl om, at et arbejde på en Rudolf Steiner skole var så meget i overensstemmelse med hans eget og det buddhistiske livssyn.
Iflg. Lobsang, gør man i Rudolf Steiner pædagogikken meget, som minder om retningslinjerne i buddhismen. Den måde, man i buddhismen vælger at se, opleve og behandle sine medmennesker på, er meget identisk med det, som arbejdes med indenfor det antroposofiske område.
De voksne i børnehaveklassen fremstår som positive, efterligningsværdige forbilleder for eleverne. Altid i gang med meningsfyldt arbejde, både i klassen og ude i den natur, som ligger omkring skolen. Respekten for hvert enkelt barn, at se det enkelte barn som værende på sin ’egen’ vej i livet, og hvor man som voksen autoritet/forælder/lærer blot er med til at skabe rammerne for, at barnets ’karma’ og livsopgaver kan udleves på rette vis.
Når man som voksen er fyldt op med den overbevisning, at ’vores børn’, hver især har gentagende jordeliv bag sig, og at vi alle er sat på jorden for at udvikle os sjæleligt/ åndeligt, så opstår der en særlig bevidsthed, hvilket kommer til udtryk i den energi, som opstår og ’ånder´ på skolen. Glæden ved at kunne gøre en forskel for andre mennesker, og oplevelsen af at kunne bruge sine ’evner’ i sociale, menneskelige relationer, er det som gør, at Lobsang, samtidig med, at han har en naturlig kærlighed til sine medmennesker, trives og værdsætter sit arbejde højt.
Naturlig fornemmelse for konfliktløsning
Når man som Lobsang starter dagen med at lader sig fylde op med positive tanker om, at hver eneste dag skal mødes med med dyb taknemmelighed, så er det for Lobsang vigtigt, at hans medmennesker, herunder de børn, som han har under sine vinger, mødes med en ægte interesse og åbenhed. Dette lyse sind, som er så fremherskende i hans væsen, har en fantastisk positiv indvirkning på dagligdagen og på børnenes dag i skolen. Han har, i kraft af sin menneskeforståelse, også en naturlig fornemmelse for at løse konflikter og uoverensstemmelser imellem børnene på en menneskeviis og klog måde.
På spørgsmålet om, hvad Lobsang kunne ønske sig mere af i livet, svarede han efter en kort pause:
„Mere tid til fordybelse i meditation og indre ro“ – Og endnu et varmt smil breder sig og lyser ud af de mørke eftertænksomme øjne.