Af Mogens Hansen, dyrlæge i Helsingør
Vi forlod den danske sommer i midten af august 2009 for at ankomme til en meget varmere sommer i New Delhi. Efter et par dage på vores faste tibetanske hotel, som ligger i et meget stille tibetansk område af Delhi, skulle vi videre til Dharamsala. Denne tur indbefatter en togtur på 12 timer, som jo altid er en oplevelse i Indien, samt en biltur på ca. 3 timer på det sidste stykke op i bjergene.
Vores arbejde består i at neutralisere (kastrere/sterilisere), vaccinere, parasitbehandle samt øremærke mindst 70 % af hundene i et område for derefter at sætte dem ud i det område, som de kom fra og sørge for, at lokalbefolkningen i området passer og fodrer kun de hunde, som er blevet behandlet.
Halvdelen af alle verdens humane rabiesdødsfald er i Indien. Så officielt dør 30.000 mennesker, heraf hovedparten børn, hvert år i Indien. Men det uofficielle tal kan være 5-10 gange mere! Sygdommen overføres i 99 % af tilfældene overføres via hundebid.
Disse ture giver så meget energi, da man er i kontakt med så mange pragtfulde og positive mennesker, som alle gerne vil gøre en forskel. Og det gælder både i gruppen og alle de lokale personer, som vi møder. Læg dertil alle de oplevelser, både naturmæssigt som arbejdsmæssigt, som man bliver rig af indeni, og så pludselig forstår man, hvorfor man hellere vil være her end at stå derhjemme på klinikken og blive rig økonomisk.
Rent praktisk så nåede vi op på ca. 400 hunde og en enkelt ko på vores tur, og selvom det er lidt i forhold til de 350 millioner gadehunde på verdensplan, så har vores tilstedeværelse dernede stor indflydelse på mange menneskers forhold til hundene. For hvis en masse rige vesterlændinge vil tage helt fra Danmark, Sverige og Norge til Indien for at tage sig af hundene, så ændres indernes og tibetanernes indstilling til hundene også mærkbart. Og så har vi gjort en forskel.